Flødestuvet spinat med pasta er sådan en rigtig hurtig alt i en pande ret, som tager ca 15 minutter at lave, og så har du endda også nået at lave råkost.

Jeg lavede denne ret 2 januar, fordi jeg havde brug for noget der ikke var særlig besværligt at lave eller indeholdt kartofler. Det var egentligt meningen at vi skulle have det 1 januar, men der var der altså ikke lige overskud til at lave det her, det erkender jeg gerne. Der hoppede vi som så mange andre danskere, på fast food vognen. Men hey, så lavede jeg det bare 2 januar, og det smager altså rigtig godt, men der er jo også fløde og bacon i – så det kan næsten ikke gå galt.

Flødestuvet spinat med pasta

Lækker flødestuvet spinat med pasta

Den her lækre pasta ret tager virkelig ikke ret lang tid at lave, ca 15 minutter og hvis du laver lidt salat og noget lækkert brød til så er der nok mad til 4 personer. Hvis du har en sulten familie eller bare gerne vil have rester til dagen efter, så kan du med fordel doble mængden af pasta.

 

[checklist]

  • 250 g frisk pasta
  • ca 2 dl fløde men det styrer du selv så det passer.
  • spinat mængde efter smag – frossen er fint når det ikke er i sæson
  • salt og peber til tilsmagning
  • citron saft – et godt skvæt
  • 2oo g bacon i tern

[/checklist]

Start med at stege baconen af på en pande, gerne på halv varme så det steger langsomt og derved får en dejlig smag frem. Mens baconen steger er det en god ide at gøre lidt klart til råkost eller en anden salat, for det er meget lækkert med sådan lidt til at opveje den fede fløde. Samtidig er det en god ide at sætte vand over at koge til pastaen

Når baconen er stegt – så kommes spinaten på, hvis den er frossen steges den lidt til den begynder at tø op og derefter kommes fløden på, husk stadig at holde varmen på ca halv. For hvis du giver den for meget varme risikerer du hurtigt at det kommer til at skille. Når vandet til pastaen koger, koges det ifølge beskrivelsen på pakken.

Når fløden og spinaten er begyndt at blive lækker og cremet smages det til med peber og citron, salt burde ikke være nødvendigt pga. baconen.

Når pastaen er kogt, kommes det over på panden til spinaten og fløden, hvis du har mulighed for at tage det med en tang eller pastaske og komme det direkte fra gryde til pande, med lidt vand på engang imellem er det helt optimalt, pga. den stivelse der nu er i vandet fra pastaen – det er nemlig med til at creme retten endnu mere.

Så er det ellers bare at servere – det er hurtig og lækker mad.

Jeg håber det smager.