Så er det igen blevet tid til at lægge madplan for næste uge, så der kan blive købt ind og gjort klar til hvad vi skal have at spise i løbet af ugen. 

Denne uges madplan bærer præg af at skifte lidt mellem de gode klassikere og så nogle nye opskrifter vi skal have prøvet af.

  • Mandag: Rødspætter med persille sovs og kartofler og lidt grønt.
  • Tirsdag: Spaghetti og kødsovs.
  • Onsdag: Frikadeller med kartofler og grønt.
  • Torsdag: Asiatisk inspireret suppe.
  • Fredag: Svinekam med spidskålssalat.
  • Lørdag: Parmesan kylling med champignonsauce og hasselback kartofler.
  • Søndag: Lasagne rester fra fryseren.

Mandag står den på rødspætter, med en god omgang persille sovs og kartofler. Det er den helt klassiske og gode vi kender, og det er jo vigtigt at spise fisk 2 gange om ugen. Det er vi ikke gode nok til, det indrømmer jeg gerne, men nu forsøger vi det i det mindste. Lidt har jo da også ret.

Tirsdag skal vi have den helt klassiske Spaghetti og kødsovs opskriften på den finder du her – det forlyder sig jo at vinteren eventuelt og måske skulle til at ramme os, især os heroppe nordpå ihvertfald. Og så er det altså meget rart med sådan en god gang langtids simret kødsovs med masser af smag, til at få varmen på. Derudover smager det jo også skønt, og så passer det for det meste sig selv når det først er sat over. 

Onsdag skal vi igen have fat i en af de gamle travere, nemlig frikadeller med kartofler og grønt, fordi frikadeller er altid gode, og de er rigtig gode at have i fryseren til madpakker og til en nem gang aftensmad.

Torsdag er det suppe dag her i huset, og denne gang vil vi forsøge med noget asiatisk inspireret suppe – indholdet er endnu ikke fastlagt, det afhænger lidt af hvad vi finder når vi skal ud og handle.Men grundsuppen bliver formentligt noget hønsefond, og så ellers er det godt med grøntsager og formentligt lidt kylling, og så satser vi på at det kommer til at smage godt.

Fredag skal vi prøve at lave svinekam med spidskåls salat, det er egentligt en opskrift jeg så i Super best kataloget, der var det godt nok med rosenkåls salat. Men det er jeg ikke blevet gammel nok til at sætte pris på endnu, det rosenkål altså, så det bliver spidkål. Hvis det kommer til at smage godt, så kommer der selvfølgelig en opskrift på siden efterfølgende.

Lørdag skal vi have en gang parmesan kylling med champignonsauce med hasselback kartofler, dette er især fordi det smager godt. Men også fordi vi har noget parmesan vi skal have brugt, og så trænger man vel altid til at få lidt kylling.

Søndag er det bare ren afslapning og lave ingenting dag, så der skal vi bare have en rest lasagne fra fryseren, du finder forresten opskriften på lasagne på denne side. 

 

Det var så vores madplan for uge 3, jeg håber du har kunnet finde lidt inspiration.