Var det en smule forår jeg lige så der?

Det tror jeg minsandten det var, der var både solskin og halvhøje temperaturer – fugle der synger og kvidrer. Derfor reagerer jeg helt instinktivt ved at tænde op i grillen, for nu er det tid til pølser og grill. Men nu er det efterhånden ved at være hele året jeg griller, fordi jeg rigtig godt kan lide at lave mad på den. Men der er også en del ting jeg synes der er værd at samle op på og huske på igen, nu her hvor vejret er ved at vende til det bedre.

Jeg har derfor forsøgt at lave en slags opsamling på gamle indlæg, som jeg synes der passer perfekt nu her til det gode vejr – men også til den periode vi går i møde nu her, med en masse dejlige helligdage og små ferier. Hvor der kan sættes lidt ekstra tid af, til at kræse om maden.

 

  • Beef dogs – jeg baksede lidt oksekøds hotdogs sammen og grillede dem. Det blev faktisk rigtig lækkert, og lidt anderledes. Jeg synes faktisk de kunne gå ret godt sammen med en gang kartoffelsalat.
  • Hummerhaler på grill – hvis der er noget der er lækkert, så er det klart hummerhaler. Jeg er jo vokset op i Frederikshavn, som er tæt på Læsø og generelt meget maritim. Derfor har det altid været nemt at få fingrene i lækre fisk og skaldyr. Men det har nok også gjort at man er blevet lidt sart, så derfor vil jeg allerhelst hvis jeg kan lave mine hummerhaler udenfor på grillen, istedet for inde i køkkenet – på den måde kan jeg holde duften udenfor.
  • Pulled pork – det er jo blevet så populært at lave i ovnen eller købe færdiglavet fra tulip. Men jeg har de sidste mange år nu altid lavet det på grillen, hvor det tager virkelig laaang tid og der skal røg til og det hele bliver sådan lidt ekstra lækkert. Det er nok også ligeså meget det element, at man skal styre temperaturen ret nøje på grillen der tiltaler mig en del. Men fordelen ved at grille og især få noget røg på, er at man får det som der kaldes “barken” på kødet. Det smager altså godt!
  • Hjemmelave burgerboller – når du bruger mellem 12-24 timer på at lave din pulled pork, skylder du også dig selv at bage dine egne burger boller.
  • Tomatlasagne – når først tomaterne kommer igang og gerne i en sådan grad at der næsten er for mange af dem. Så er det rigtig lækkert at bruge dem til at lave sådan en gang vegetarisk lasagne, hvori der er så meget smag at man på ingen måde mangler kødet. Hvis du sørger for væske nok i saucen, så er det nemt at lave i en folie bakke på grillen.
  • Hjemmelavede pølser til grillen – det er stadig nogle af de bedste pølser man kan få. Du kan selv styre smagen, indholdet og ikke mindst holde det som du vil have det. Det er virkelig nemt at lave, og det smager bare så meget bedre når man selv har lavet det.
  • Kartoffelpizza – det fede ved at lave pizza på grillen er at hvis du bruger trækul og ikke briketter, så kan du virkelig få banket noget varme igennem sådan en almindelig weber. Hvilket gør at du faktisk kan få lavet nogle ret gode pizzaer. Når kartoflerne er nye og i store mængder, så ynder vi gerne at lave kartoffelpizza, serveret med noget lækker frisk pesto.