Kartoffel porre suppe er en af de nemmeste supper du kan lave, og den smager skønt.
Kartoffel porre suppe, er en af de supper der bare er så nem at lave at det er lige ved man ikke tror på at det kan være så nemt. Men det handler vitterligt bare om at koge kartofler og porre, det skal helst koges i noget fond, så man får godt med smag ind allerede fra starten af. Så der er ingen grund til ikke at prøve at lave en omgang kartoffel porre suppe.
Her er så opskriften på den nemme lækre kartoffel porre suppe.
[checklist]
- 500 g kartofler
- 1 stor porre
- 1 l hønsefond
- ca. 1 tsk koncentreret oksefond
- salt og peber
- lidt mælk eller fløde
[/checklist]
Det er simpelthen så nemt at lave kartoffel porre suppe, langt hen af vejen passer den faktisk sig selv.
Det første der skal gøres er at skrælle kartoflerne og rense porren. Det hele skæres i mindre stykker, jo mindre stykker jo kortere kogetid. Dernæst kommes kartoflerne og porresnitterne i en gryde med hønsefond (alternativt vand med et par hønse bouillonterninger) og sættes til at koge – uden salt! salt binder stivelsen i kartoflerne, hvilket er ret upraktisk når man senere skal blende det hele.
Når kartofler og porrer koger er det bare at efterlade gryden i et sted mellem et kvarter og en halv time, afhængig af kartoffelsorten og størrelsen på dem. Kartoflerne skal være kogt næsten ud inden du går videre.
Så er det ellers bare at hælde grydens indhold i en blender, behold lidt af hønsefonden i gryden, det er meget nemmere at tilsætte bagefter hvis suppen er for tyk, end omvendt. Sæt låget på blenderen, men sørg for at dampen kan komme ud, ved at tage proppen i midten ud. Her er det en rigtig god idé at holde et viskestykke over, med mindre man ikke har noget imod at få kartoffelsnask ud over køkkenbordet. Når kartoflerne og porren er blendet er det bare at smage til og justere tykkelsen. Tilsæt hønsefonden til du synes tykkelsen passer, oksefonden og lidt fløde – der gør at den bliver mere cremet og knap så “slimet.”
Så skal hele herligheden en tur tilbage i gryden igen og koges op. Smag til med salt og peber og så er der ellers serveret. Spis den med noget godt brød til.
Velbekomme.